| Kapitlerne 71
til
82 |
||
|
71. KVINDERS PSYKISKE MAGTMIDLER I SAMFUNDET I kapitel 57 blev
det beskrevet hvilke
virkemidler kvinder anvender til at gennemtrumfe deres vilje i
parforholdet.
Det nye er, at efter at "det private er blevet politisk" er disse
virkemidler nu også bragt anvendelse ude i samfundet: Mænd
som gruppe udsættes
for "double binds", umulige krav, kvindernes offer-rolle osv. Det er
fælles for alle disse virkemidler at de bidrager til at
gøre mænd mindre
tiltrækkende for kvinder, og står i vejen for den normale
form for mandlig
seksualitet.
Omtale af Marge
Piercy´s
roman: "Kvinde ved tidens Rand", som mange feminister sætter stor
pris på. I denne roman fremstilles brutale alfonser og lommetyve
som attraktive
mænd, mens fjendebilledet er de hvidkitlede videnskabsmænd,
som i romanen forsøger
at gøre hele verden ond.
Den tyske feminist
Ulrike Prokop har skrevet om,
at selv hvis kvinderne skulle få alle formelle feministiske krav
opfyldt, vil
de stadig forblive utilfredse med situationen - fordi det mest
afgørende for
mange kvinder ikke er den virkelige verden, men en drømmeverden
som de bærer
rundt på hele livet. Det afgørende for dem er om de kan
undgå at den virkelige
verden kommer i konflikt med drømmeverdenen. Kun hvis det
lykkes, kan kvinderne
være lykkelige.
I opdragelsen af den lille pige sker der
let en opsplitning hvor det åndelige opfattes som positivt, det
seksuelle som
negativt. Denne opsplitning spiller fortsat en rolle i det voksne liv
og kan
f.eks. blokere for evnen til at give sig hen. De færreste
mænd har forståelse
for dette, og for mig som mand er det personligt umuligt at
forstå hvad kvinder
oplever på det åndelige felt, og hvordan det spiller ind
på deres seksualliv.
Kapitlet omtaler tre
kvinder som stræber efter en relativt maskulin levevis med
udstrakt frihed og
selvstændighed, og som er stærkt imod tanken om at skulle
sætte børn i verden.
Det er Simone de Beauvoir; Lou Andreas-Salomé; og en dansk
kvinde. Jeg forsøger
at påpege nogle selvmodsigelser i deres holdninger.
Efterhånden
som de lave børnetal i Europa har
varet ved i årtier, begynder det at vække bekymring, og
forskerne forsøger uden
større held at give en forklaring. I kapitlet her når jeg
frem til, at
forklaringerne ikke ligger i nogen fysiske forhold i den virkelige
verden, men
i kvindernes sind og forestillingsverden. Den fremherskende ideologi
får
kvinderne til at opfatte mænd som "forkerte" eller "onde",
og gør kvinderne kronisk utilfredse med deres tilværelse.
Muligheden for at
ændre på dette ligger ikke i de materielle vilkår,
men i at ændre på hvordan
kvinder omtaler mænd. Hvis en mor over for sin datter omtaler
hendes far i
negative vendinger, kan pigen ikke senerehen som voksen føle sig
tilfreds
sammen med en mand. Det er derfor særligt vigtigt at ændre
den onde cirkel, der
fortsætter når næste generation igen bliver så
utilfredse med mændene, at de på
sin side omtaler mændene endnu mere negativt over for deres
døtre.
I forsøgene
på at gøre kvinder mere tilfredse med
familielivet og med at sætte børn i verden, er
næsten alle virkemidler på det
praktiske plan opbrugt, uden større succes. Som beskrevet i
kapitel 76, kan
problemerne kun løses på det psykologiske plan.
Mødre skal holde op med evig
kritik af døtrenes far, og skal i det hele taget holde op med at
give mænd så
dårlig PR og give dem skylden for alt ondt i samfundet. Kvinder
skal begynde at
acceptere selvkritik.
Psykologen og
brevkasseredaktøren Lone Spanheimer
var et typisk medlem af 1968-generationens kvinder, indtil hun i en
alder af 45
år forelskede sig i en græsk skibskaptajn. Det skabte en
vældig omvæltning og
gav hende mange nye erfaringer, som satte fordommene fra livet hjemme i
Danmark
i relief. Hun indså hvor begrænsede de gængse
"rigtige meninger" er,
og blev i stand til at øve selvkritik mod sin egen baggrund.
De mænd og
kvinder der har de laveste niveauer af
kønshormoner, ligger i gennemsnit højt m.h.t. en
række positive egenskaber:
intelligens, ansvarlighed, selvkontrol m.m. Til gengæld er de
ikke specielt
tiltrækkende som seksualpartnere. Det betyder f.eks. i nogle
tidsperioder at
intelligente mennesker får færre børn end andre, men
der sker stadige
forskydninger i samfundet, som gør at tendensen er forskellig
til forskellige
tider. I nogle perioder er samfundet strengt styret, med vægt
på autoritet,
fornuft, orden og opbygning, i andre er det mere orienteret mod frihed,
forbrug
og livsnydelse. I den kulturelle r/k teori beskrives disse
samfundsformer som
henholdsvis regale og kalyptiske kulturer. Partnervalg og
børnetal må forventes
at være forskellige i de to kulturtyper.
Der sker en overgang
fra et regalt til et
kalyptiskt samfund (fra r- til k-strategi) når en kultur
forfalder. Noget
sådant skete også i 1968, da den gamle kulturs normer blev
forkastet, og
autoritet blev et skældsord. Mændene mistede autoritet, og
der blev byttet om
på rollerne, sådan at kvinder forsøgte at være
kloge, og mænd forsøgte at være
gode. Kvinderne mistede respekten for mændene, og ifølge
Beatrices lov måtte
det betyde, at den biologiske formering led skade. Dette er faktisk
sket. Skal
der rettes op på det, må vi skubbe samfundet lidt tilbage i
forhold til
r/k-dimensionen, men ikke helt tilbage til tilstanden før 1968.
Et vue ud over bogens mange emner går
fra de mindste detaljer i
propriosfæren, helt nede hvor det handler om biokemiske processer
i
nerveceller, op til de mest overordnede træk i ambiosfæren,
dvs. processer hvor
et helt samfundssystem ændres til et andet. Generelt står
det fast at den
humanistisk prægede opfattelse om at alle forskelle mellem
mennesker er skabt
af sociale og kulturelle forhold, ikke er videnskabeligt holdbar. Men i
øvrigt
er der ikke nogen simple og lette konklusioner. Vi kan ikke forvente at
det der
er godt for det ene køn, automatisk også er godt for det
andet, og vi kan ikke
forvente at 100 % ligestilling er mulig. Der må indgås
nogle kompromisser, og
disse skal helst lægges der hvor det igen bliver muligt at
befolkningen kan
reproducere sig selv.
Så længe
kvinderne opfatter mig som et kønsneutralt menneske, så er
de behagelige at
omgås og venlige imod mig. Men så snart de opfatter mig som
et maskulint væsen,
så er der krig på kniven, og så bliver jeg, i min
egenskab af mand, anklaget
for alt muligt ondt. De moderne, forkælede kvinders forventning
til en mulig
seksualpartner er at han skal være i hvert fald lidt ond og
egoistisk, og hvis
jeg ikke er det, bliver kvinderne skuffede over mig og foragter mig for
min
idealisme og min moral. De efterlader mig to muligheder:
Enten kan jeg forblive maskulin, og i så
fald må jeg give afkald på at de respekterer nogen form for
moral hos mig.
Eller også kan jeg blive anerkendt som et moralsk menneske, men i
så fald
mister jeg min maskuline appel. Dette dilemma kan jeg ikke selv
løse - det er
op til kvinderne. |