| Tilbage til 1950´erne ? |
||
|
"Den seksuelle revolution"
der satte ind omkring 1968, var virkelig en revolution. På
side 12 i `To køn - Tre sandheder´ hedder det: "Som jeg
husker det, ændrede
opfattelserne sig omtrent fra det ene år til det andet. Pludselig
var der vendt rundt på alting." Det udtrykkes også i
overskriften til et af bogens kapitler: "Jordskælvet der ramte
forholdet mellem kønnene." I 1950´erne havde man en hel række idealer i behold. F.eks. idealer om lovlydighed, loyalitet, pligt og ret, respekt for traditioner, idealer om anstændighed, blufærdighed og trofasthed, idealer om at være en gentleman, idealer om faglighed og om at se en sag fra begge sider, idealer om et retssystem der gav lige vilkår for høj som lav, idealer om et samfund med små indtægtsforskelle, idealer om at undgå racisme, og mange andre. Nogle af disse idealer blev stående, i princippet i hvert fald, men mange af dem røg ud med omvæltningen i 1968. Det blev f.eks. almindeligt at sige at det er umuligt at være objektiv, så man kan lige så godt opgive idealet om objektivitet. På nogle punkter betød 1968 en tiltrængt fornyelse eller en øget moralsk bevidsthed. På andre punkter betød 1968 en forkastelse af noget værdifuldt og et moralsk forfald. Der er således god grund til at skanne hen over de mange sider af samfundslivet og krydse af: Hvor var forholdene bedre for 50 år siden, og hvor er forholdene bedre nu end dengang. Når det specielt gælder forholdet mellem kønnene, så er det mærkeligt at sloganet "Make love, not war" betød starten på en periode hvor kvinderne bekrigede mændene og gav dem meget mindre kærlighed end før. Skal vi så tilbage til det gammeldags forhold mellem kønnene - til de harmoniske og lidt kedelige 1950´ere ? Nej, for det er umuligt. For det første er seksualmoralen ændret for altid efter adgangen til p-piller og fri abort. For det andet vil ingen kvinder kunne finde sig i at gå mutters alene rundt og støvsuge i villaen i sovebyen, mens far og børnene er ude i samfundet hvor de oplever en masse social kontakt. Så der er ingen anden mulighed end at kvinderne som hovedregel er ude på arbejdsmarkedet og har en karriere. Desuden er det uheldigt for børnenes personlige udvikling, hvis de har moderen meget tæt omkring sig, mens faderen er en fjern figur. Moderen skal have mere at interessere sig for end blot børnene, og faderen må ikke blive så opslugt af karrieren, at han ikke er mentalt til stede i familien. Det betyder at karrierepresset burde lettes - hvilket ville indebære nogle konsekvenser både for arbejdsmarkedet og for boligmarkedet. Om dette i praksis er muligt, er desværre tvivlsomt. Nogle kvinder er "superkvinder" der kan overkomme det hele - karrieren, familien, husholdningen og vennekredsen. Men selv om mændene hjælper meget til, er det et mindretal af kvinderne der overkommer så meget. For det meste betyder fuldtids job og karrierepres, at kvinden ikke overkommer at sætte det for samfundet nødvendige antal børn i verden. I mange familier vil det være ideelt, mens børnene er små, at en af forældrene går på deltid - og det vil oftest være moderen. Mange kvinder vil gerne have et deltidsjob, så de på en gang kan pleje kontakten til arbjedsmarkedet og til familien. Men stærke kræfter i samfundet forsøger, af ideologiske grunde, at begrænse udbuddet af deltidsjob. Det er ærgerligt. Man bør ikke af ideologiske grunde presse en bestemt livsform ned over folk - især ikke når det får den bivirkning, at der bliver født for få børn. Der skete meget med børneopdragelsen efter 1968. 1950´erne var en mere autoritær periode, med fuld tiltro til skolelæreren, lægen og politiet. Den positive side af dette var at børnene faktisk blev opdraget til at opføre sig ordentligt. Et udslag af dette var f.eks. at kriminaliteten var langt mindre end i dag. Bankrøverier kendte man ikke til, undtagen fra amerikanske westerns. Af mange grunde må vi altså overveje om vi har tabt nogle værdier som burde samles op igen. Vi bør måske skrue et nyt samfund sammen, der er en slags kompromis mellem de to verdener - den før, og den nu. Men hvor skal kompromisset ligge ? Hvor langt skal vi gå imod det regale, og hvor langt imod det kalyptiske (bogens side 486) ? Her er bogens forslag at vi bruger børnetallene som en indikator på samfundets tilstand. Hvis der fødes 2,1 børn per kvinde, er der balance. Hvis der fødes 2,5 børn per kvinde, som i 1950´erne, har samfundet lidt for meget slagside til den regale side. Og hvis der fødes 1,5 børn per kvinde, som i 1980´erne, har det lidt for meget slagside til den kalyptiske side. Hvis vi skal finde en balance, skal vi finde et punkt omtrent midt imellem de to samfundsformer. Der skal være mere autoritetstro end nu, men ikke så meget som for 50 år siden. Kvinderne skal forblive på arbejdsmarkedet, men ikke helt i samme omfang som nu. Forholdet mellem kønnene skal blive lidt mere skævt, men ikke helt så skævt som førhen. I mange forhold skal vi lidt tilbage i retning af 1950´erne - men ikke helt tilbage. Vi skal fortsat have fuld ligeberettigelse - dvs. de to køn skal have samme muligheder. Ingen kvinde skal holdes tilbage fra det som hun har talent for, f.eks. en spændende videnskabelig karriere. Men fuld ligestilling - i den forstand at kønnene er fuldstændig ligeligt fordelt på alle poster i samfundet - er et ideal som vi sandsynligvis aldrig kan komme i nærheden af. |